MUNTHE ART MONDAY: Agnete Bertram

Navn: Agnete Bertram
Hjemmeside: agnetebertram.com
Instagram: @agnetebertram

Hvem er du og hvordan vil du beskrive din kunst?

Jeg er en strømning af energi, et rytmisk penselstrøg, en tidløs pause. Jeg er intethed og overflod. Jeg eksisterer i kraft af de mennesker, jeg elsker og igennem de billeder jeg skaber. Jeg bevæger mig rundt i verden som en eremitkrebs uden hus – ubeskyttet og eksponeret – for kun med åbenhed kan essensen spire. Jeg er blevet født ind i et højskoleliv, hvilket har gjort, at ’det kollektive’ er min vejrtrækning. Min barndom var i naturen. Selvforsynende, med pileflet og plantefarvning, så det slog gnister i 80’ernes neon nylon. Kunsten og særligt maleriet har fulgt mig hele vejen. Som ganske lille, var min barnepige en fantastisk billedkunstner, hvis motiver var organiske tulipaner i svulstige opsætninger. Senere fandt jeg smutveje i folkeskolens opgave ræs. Der var altid en vinkel, der gjorde, jeg kunne gå på opdagelse i kunsten. I erhvervspraktik skitserede jeg blomsterne i Monets have i Frankrig. Så hvem er jeg? Jeg er en kunstner, der søger rytmen i penselstrøgene som essensen i sine malerier. En, der bygger på kollektive strømninger. Mor til fire og totalt kronisk nyforelsket.  

Hvem er nogle af de andre kvindelige kunstnere, som inspirerer dig?

Når jeg holder foredrag om mit kunstneriske arbejde, beskriver jeg ofte min praksis igennem andre anerkendte kunstnere. Jeg elsker at lave labyrinter, fortælle anekdoter og igennem historier finde veje ind til det aktuelle i mit eget kunstneriske univers. Det er en kæmpe gave, at der findes så mange kunstnere, der inspirerer og udfordrer mig dagligt i mit virke som kunstner. 

Jeg inspireres af levende såvel som afdøde kunstnere. Fremmede og tætte venner, i samme genre og lysår fra mit eget udtryk. Men uden disse fantastiske dialoger, fiktive og virkelige, ville min kunst og derved jeg selv befinde mig et ensomt sted. Specielt én kunstner har inspireret mig mere end nogen anden igennem hele mit liv. Louise Bourgeois. Da jeg var ung elskede jeg hendes enorme skala, når hun arbejdede med skulpturer, der var højere end huse. I mit møde med moderskabet blev hun min mentor. Hver gang jeg har befundet mig i en barselsboble, hvor tempoet helt naturligt er skruet ned eller er ikke eksisterende, har jeg med galoperende hjerte set verden suse forbi i flotte solo udstillinger, udsolgte messestande, festlige ferniseringer, hæderslegatmiddag, ja endda bal hos dronningen. Det tempo har de sidste 10 år med graviditeter, barsel, småbørn været udfordrende at følge. I mit hjerte ved jeg, at kunsten varer ved og at tiden kommer igen. Men alligevel har jeg gang på gang oplevet uro i kroppen og et ønske om at kunne gøre alt på samme tid. Her hvisker jeg til mig selv ”Husk på Louise! Jeg har god tid.”

(Louise Bourgeois blev 99 år gammel og arbejdede hele hendes liv. Den brede anerkendelse måtte hun vente på til hun var i 70’erne. Hun var mor til 3 sønner. Hun er i øvrigt en af de kvindelige kunstnere, der er med til, at kvindelig kunst trods alt har 2 % af markedet på secondary sale…) 

Hvis du skulle give et godt råd videre til nye kvindelige kunstnere, der er på vej ind i kunstverdenen?

Kollegial støtte er noget, jeg altid har værdsat og dette kan jeg mærke, at de yngre generationer omfavner. Jeg oplever virkeligt, at de yngre generationer har fod på deres liv og kunst, hvilket jeg dagligt inspireres af. Så jeg vil egentligt benytte chancen til at takke de yngre kunstnere for evig inspiration. Jeg synes, der er kommet så meget power og tro på eget værd og talent de seneste år på kunstscenen. Jeg oplever i større grad, at de yngre generationer arbejder kollektivt og tværfagligt, hvilket for mig at se, er gode skridt på vejen mod et sundt og spændende arbejdsliv. Der findes lige nu et momentum som kvindelig kunstner og jeg oplever, at den yngre generation tager det til sig og derved flytter bjerge i den måde, hvorpå de er kunstnere. De giver mig håb og tro på, at gamle strukturer kan nedbrydes og noget nyt mere kollektivt inkluderende kan opstå. Tak!


Hvad er det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?


Den største udfordring for mig ligger i at kvindelige kunstnere altid har en kønsbestemmelse foran deres identitet. Kvindelig kunstner. Som jeg har sagt til mine elever i mange år, er kvinder aldrig så meget kunstnere, at der ikke kommer en kønsbestemmelse foran. Det har altid været en kæmpe frustration for mig og har gjort, at jeg i lange periode gjorde selvskade på det kvindelige i min kunst. Som studerende oplevede jeg flere gange at modtage respekt og anerkendelse fra undervisere, med ordene ”du maler som en mand”. Der lå en naturlig forventning til, at jeg tog dette som et kompliment. I dag gør det mig lidt flov, at jeg var så ukritisk i modtagelsen af undervisningen. Jeg var ikke alene. Lignende udtalelser har haft en negativ betydning for mange vidunderlige talentfulde kvindelige kollegaer, der har skullet stå model til det samme stupide vrøvl. Dengang fik jeg ikke sagt højt og tydeligt fra. Selvom jeg stadigvæk i dag ønsker at være kunstner før kvinde, er jeg alligevel stolt af og glad for, at jeg kan stå ved kvindeligheden i min kunst. Dette er takket være et stort kvindeligt kollektiv, der utrætteligt arbejder for styrkelse af kvindens position i kunsten.  

Hvad vil du gerne have at folk lægger mærke til ved din kunst?

Noget er det fineste og vigtigste ved kunst er, hvordan kunsten kan medføre skærpede sanser, forventninger og opmærksomhed, som beskueren tager med sig ind i det rum, hvor kunsten præsenteres. Disse rum kan være klassiske museumsbygninger, hvor det nemt kan fornemmes, hvor kunstoplevelsen starter. Men kunsten findes over det hele i vores land, heldigvis! En cykeltur, en tur ud i byen eller på landet er det eneste, der kræves for at opleve kunst i det offentlige rum, ganske gratis. Her er det let at fornemme, hvor meget omgivelserne influerer på oplevelsen af kunsten. I min kunst indarbejder jeg altid beskuerens kropslige møde med kunsten. Den dialog, jeg arbejder på at lave mellem værkerne og beskuerens kropslige tilstedeværelse, har for mig at se samme positive indvirkning på kroppen, som det at træne kroppen fysisk. Det er selvfølgeligt nogle helt andre dele af kroppen, der trænes i kunsten, men for mig er disse dele mindst lige så vigtige at træne. Derfor er det bedste beskueren kan tage med sig fra mødet med mine værker en fornyet opmærksomhed på egen krop.



Hver mandag bringer MUNTHE et nyt interview med en kvindelig kunstner. Følg med på MUNTHE ART MONDAY.