SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE SUMMER SALE
EN DE NL
Log ind Søg
Kurv (0)

MUNTHE ART MONDAY:
Ulrikka Mokdad

Navn: Ulrikke Mokdad
Hjemmeside: Kunstnerportal.bfk.dk

Fortæl lidt om dig selv.

Mit navn er Ulrikka Mokdad, jeg er født 1971, er gobelinvæver og kunsthistoriker, bor og arbejder i København.
Som barn, fra 1980-86, gik jeg til billedvævning hos Tove Heyman, en ældre kvindelig kunstner.
Var som ung fem år i mesterlære som håndvæver på et værksted i København. Læste senere til cand. mag. i kunsthistorie på Københavns Universitet.
Er medlem af BKF - Billedkunstnernes Forbund og KKS - Kvindelige Kunstneres samfund.
Mine værker bliver udstillet både i Danmark og internationalt, mest det sidste.
Derudover kuraterer jeg udstillinger af tekstilkunst og skriver også om emnet. Er medforfatter til bogen ”Tekstilkunst i Danmark 2008-2018”, som blev udgivet af Forlaget på Tredje i 2019.
Mit næste store projekt som kurator har jeg arbejdet på i tre år, nemlig en udstilling af 35 store gobeliner fra værkstedet Atelje 61 i Novi Sad, Serbien. Udstillingen skal finde sted på KunstCentret Silkeborg Bad, hvor den vil blive vist fra midt i januar til midten af april 2021.
Når jeg ikke sidder ved min væv, skriver artikler eller hænger udstillinger op, arbejder jeg til dagligt som videnskabelig assistent på Centre for Textile Research, Saxo-instituttet, Københavns Universitet, hvor der forskes i historiske og arkæologiske tekstiler.   

Fortæl om dit arbejde.

Min primære kunstneriske udtryksform er gobelinvævning, en krævende og langsom teknik.
Værkerne bliver til efter en række arbejdsgange, der begynder med skitsering på papir og ender med opvævning på min gobelinvæv. Mens vævningen står på, har jeg et forlæg i 1:1, en såkaldt karton, siddende bag trendtrådene. Forlægget angiver de vigtigste omrids i motivet, og det bliver fulgt nøje. Motivet bygges op tråd for tråd og der kan ikke rettes eller viskes ud undervejs. På den måde minder det at væve en gobelin om at leve: Man kan ikke spole tiden tilbage eller gøre noget om. Og når en tråd først er vævet ind i billedet, kan den ikke pilles ud eller ændres. Det kan tage helt op til et år for mig at udføre en stor gobelin, hvilket betyder at jeg naturligvis producerer langt færre værker end fx en maler eller grafiker.
Kunstmuseerne i Danmark køber kun yderst få værker skabt af kvindelige kunstnere. Under 7 % af de indkøbte værker er det blevet til de seneste 20-25 år. Så chancen for at et dansk kunstmuseum en dag vil investere i et af mine værker er til at overskue. I mange år har jeg derfor satset benhårdt på udlandet og internationale udstillinger af tekstilkunst i stedet, hvilket har vist sig at være en god ide.
I 2014 blev jeg således, på baggrund af mit internationale CV, inviteret til at designe forlæg til gobeliner for værkstedet Atelje 61 i Serbien. I løbet af ti dages ophold dernede udførte jeg to farvelagte kartoner, som senere blev vævet op af værkstedets fastansatte vævere. De færdige gobeliner, der var resultatet af mit ophold i Serbien, blev derefter indlemmet i Atelje 61’ museumssamling, der er én af verdens største samlinger af moderne gobeliner.  

Hvordan har det at være kvinde påvirket din karriere?

For mig har det især påvirket min karriere at få børn. Det tror jeg, at de fleste andre kvindelige kunstnere kan nikke genkendende til. Som kvinde er man jo den, der bærer barnet i sin mave, man føder det og senere står man op om natten for at amme den lille, skifte ble osv. De første par år med det lille nye barn er der næsten ingen mulighed for at arbejde med kunst eller gøre ret meget andet end at være mor. Først når barnet er begyndt i daginstitution, kan man som kvindelig kunstner igen koncentrere sig om at skabe kunstværker.
Det er mit indtryk, at mandlige kunstneres karriere ikke i samme grad påvirkes af at få børn. Har set flere kunstnerægtepar, hvor kvindernes arbejde har været sat på standby i årevis efter at de har fået børn, mens mændene fortsat har koncentreret sig om deres kunstneriske praksis og har kunnet påtage sig den ene store opgave efter den anden foruden soloudstillinger i gallerier og på museer. Det ender som regel med, at de kvindelige kunstnere nærmest bliver glemt. Der er mange om buddet – og man kommer ikke ret langt, hvis man ansøger om et udstillingssted med et CV, hvor der optræder store ”huller” uden målbar kunstnerisk aktivitet.
En udfordring, som jeg selv har oplevet, har været kampen for at ”få lov” af sin partner til at bruge tid på kunsten. Det kan være virkelig svært for ægtefællen at forstå og acceptere, at fx en væverske har behov for at sidde meget ved væven og at hun skal have fred og ro til det. Det at partneren har svært ved at tåle, at forholdet til Kunsten fylder så meget hos den kvindelige kunstner, er et fænomen, som mange af mine kolleger også har været ude for.

Hvilke temaer arbejder du med i din kunst?

En række af mine billeder omhandler magtstrukturer i samfund og privatliv, og her er hænderne et ofte tilbagevendende motiv. Der er for det meste en god portion kynisme parret med en robust humor i det syn på forholdet mellem mand og kvinde, som kommer til udtryk i mine gobeliner.
I nogle af mine seneste værker er skønhedsidealerne for kvinder taget under ”kærlig” behandling, såsom damebladenes fokus på det perfekte udseende og anvendelsen af botoxindsprøjtninger for at se yngre ud. Der er tale om humoristiske kommentarer til den moderne kvindes begrænsede og begrænsende selvforståelse, hvor hun – for at leve op til nogle temmelig urealistiske krav om ydre perfektion – piner og plager sig selv.
Sideløbende er der, højst overraskende, i de senere år begyndt at indsnige sig en længselsfuld sårbarhed, mest i mine miniatureværker, hvor symboler i form af hjerter og flyvende fugle optræder.

Hvilke(n) anden kvindelig kunstner(e) inspirerer dig og hvorfor?

En af de kunstnere, hvis liv og virke jeg finder mest inspirerende, er billedvæversken Hannah Ryggen. Hun kom oprindelig fra Malmö, men giftede sig med den norske maler Hans Ryggen og kom til at bo langt ude på landet i Norge. Hannah Ryggen brugte vævekunsten til at udtrykke sine politiske holdninger, der var stærkt venstreorienterede og fremfor alt imod krig.
I 1935 vævede hun fx et billedtæppe af det fascistiske Italiens overfald på Ethiopien, hvor diktatoren Mussolinis afhuggede hoved var gennemboret af et spyd. De følgende år vævede hun flere monumentale billedtæpper, hvorpå hun blandt andet afbildede Hitler, nazisterne og koncentrationslejrenes rædsler. Det har krævet mod og integritet at insistere på at udtrykke sig så voldsomt og kompromisløst i det tysk besatte Norge under anden verdenskrig. Hvor mange af os ville have vovet det samme?

Hvis du skulle give en ny kvindelig kunstner på kunstscenen et godt råd, hvad skulle det så være?

Allerførst vil jeg sige til hende: Du skal virkelig ville det her. Ikke ”gerne ville” eller ”jeg kunne altså godt tænke mig”. Du kommer til at arbejde umanerlig hårdt i umanerlig mange timer – og du vil sandsynligvis sjældent komme til at tjene noget, der bare minder om en rimelig løn, selvom du arbejder så meget. Du kan risikere at komme til at tilbringe størstedelen af dit liv alene, dels fordi du har brug for ro til at skabe, dels fordi det kan være ualmindelig svært at finde en partner, som kan leve med både dine arbejdstider og din lave løn og samtidig acceptere at dele dig med Kunsten.
Faktisk vil jeg sige til dig, at du kun skal blive billedkunstner, hvis du absolut ikke kan lade være!
Jeg vil også råde dig til at lære selve håndværket grundigt, hvad enten det er grafik, maleri, skulptur, keramik, glas eller tekstil, der er dit foretrukne medium. Jo dygtigere du er teknisk, jo større frihed har du til at udtrykke dig. Du kan altid lære mere og du bliver aldrig helt udlært.
Hvad angår dit kunstneriske udtryk, så må og skal det komme fra hjertet. Du må ikke gå i stå. Det at være kunstner minder en del om at være forsker. Du skal vedblive med at undersøge dit felt og med dine værker stille de vigtige spørgsmål, som ikke kan formuleres i ord.

Hvad er dit ultimative mål med din kunst?

Det er først og fremmest at kunne fortsætte med stadig at udvikle og forfine såvel mit kunstneriske udtryk som mine tekniske færdigheder. På længere sigt drømmer jeg også om at medvirke til at gøre gobelinkunsten i Danmark og resten af verden til en mere tidssvarende udtryksform. Efter min mening skal et vævet billedtæppe ikke nøjes med at være pænt, dekorativt og ufarligt, men skal tværtimod have noget på hjerte. Det forsøger jeg at efterleve i mine egne værker – og håber, at det vil inspirere andre vævere til at forlade det konforme og forudsigelige og i stedet væve nogle gobeliner, der sparker r…! 

Hver mandag bringer MUNTHE et nyt interview med en kvindelig kunstner. Følg med på MUNTHE ART MONDAY.