MUNTHE ART MONDAY:
ROBYN PACKHAM
Kan du introducere dig selv og fortælle om, hvad du laver?
Jeg er en britisk kunstner og musiker, som i øjeblikket er baseret i Herefordshire. I 2023 blev jeg en del af Turps Studio Programme i London, hvor jeg malede i to år sideløbende med studier på Royal Drawing School. Gennem maleriet skaber jeg forestillede scener, der bevæger sig mellem observation, minder og myter.
Min praksis tager udgangspunkt i tegninger i skitsebøger, både fra livet og fra fantasien, som jeg senere udvikler til malerier, der undersøger forholdet mellem det naturlige og det menneskeskabte miljø samt et mere symbolsk eller spirituelt univers.
Kan du uddybe, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?
Det har haft en direkte indflydelse på det arbejde, jeg skaber, og de billeder, jeg fremstiller. Mine nyere malerier kredser om kvinder og det intime bånd mellem mødre og døtre. Min mor var kunstner, så gennem maleriet føles det, som om jeg opretholder en forbindelse til hende. Det giver mit arbejde en sårbarhed, som samtidig bliver dets styrke.
Hvad ønsker du, at folk skal lægge mærke til i dit arbejde?
Spejle og vinduer optræder ofte i mine værker som symbolske overgange mellem indre og ydre verdener. Erotiske rum, beklædning og tekstiler er ofte dekoreret med organiske mønstre inspireret af folklore og fragmenter af minder, hvilket placerer de forestillede scener i et særligt følelsesmæssigt og tidsmæssigt landskab.
Jeg interesserer mig for symbolikken og folketroen omkring planter og trækker på allegoriske temaer som dødelighed, kvindelighed og identitet samt fortællinger om vores plads i naturen. Jeg er optaget af at fremhæve flygtige øjeblikke mellem mennesker og natur og af at samle observationer og minder, som kan transformeres til forestillede rum.
Mine kompositioner skildrer ofte flere tidslag og perspektiver og bevæger sig i grænselandet mellem den fysiske verden og det, der ligger hinsides. Motiver som refleksioner, dobbelte lærreder og gentagelser mellem malerier skaber en subtil følelse af “fordobling” og fungerer som vinduer til en flygtig verden, der udfordrer, hvad der er virkeligt, og hvad der er forestillet, følt eller troet på. Jeg håber, at beskueren bemærker spændingen mellem realisme og abstraktion, struktur og følelse, og måske finder plads i værkerne til egne minder, associationer og fortolkninger.
Hvad har været den største udfordring ved at være kvinde i kunstverdenen?
Manglen på kvindelige kunstnere i skolernes pensum var en af de første udfordringer, jeg mødte i min opvækst. Fra en tidlig alder vænnede jeg mig til idéen om, at det at være kvindelig kunstner på en eller anden måde var anderledes, og at det ofte betød, at man måtte give afkald på noget andet.
Min mor fik for eksempel at vide på kunstskolen, at hvis hun ville være en “seriøs kunstner”, burde hun ikke få børn - som om kvinder skal bevare deres ungdom og skønhed for at forblive interessante. Den tankegang videreføres gennem generationer og efterlader unge kvindelige kunstnere med et pres om konstant at skulle bevise sig selv af frygt for ikke at blive taget seriøst.
Kan du nævne nogle andre kvindelige kunstnere, der inspirerer dig?
Jeg er dybt inspireret af Käthe Kollwitz for den følelsesmæssige intensitet og menneskelighed i hendes værker, og af Paula Rego for måden, hvorpå hun omsatte personlige og psykologiske fortællinger til et stærkt visuelt sprog. Jeg beundrer også Louise Bourgeois, hvis udforskning af minder, moderskab og kroppen resonerer stærkt med mine egne temaer.
Deres værker føles kompromisløse og følelsesmæssigt ærlige, og hver af dem har skabt dybt personlige verdener gennem deres kunst - noget jeg konstant stræber efter i min egen praksis.
