MUNTHE ART MONDAY: 
JULIANNE GUINEE

Vil du præsentere dig selv og fortælle lidt om, hvad du laver?

Jeg er en irsk oliemaler baseret i County Cork. I mine malerier skildrer jeg kvinder og piger i hjemlige og hverdagslige omgivelser, hvor jeg udforsker identitet, moderskab, minder og de forventninger, der stadig præger kvinders liv. Ved hjælp af klassiske maleteknikker er jeg optaget af at skabe værker, der rummer både skønhed og en underliggende uro eller spænding. Meget af mit arbejde er psykologisk funderet, og jeg er særligt fascineret af selve maleriets sprog – de tykke og tynde lag maling, de skarpe og opløste kanter samt balancen mellem blødhed og tilbageholdenhed.

Jeg har arbejdet som fuldtidskunstner siden 2019. Mine værker er blevet udstillet rundt omkring i Irland, blandt andet på Royal Hibernian Academy, og i 2025 modtog jeg Women on Walls-kommissionen ved University College Cork.

Julianne har vores FAIZA TOP og BEVERLY SKIRT på.

Kan du nævne nogle kvindelige kunstnere, der inspirerer dig, og hvorfor de gør det?

Käthe Kollwitz har altid betydet meget for mig. Der er en enorm tyngde i hendes arbejde, men aldrig sentimentalitet. Hun skildrede sorg, ømhed og udmattelse med en ekstraordinær ærlighed. Hendes værker minder mig om, hvor dybt kunst kan berøre mennesker og få dem til at føle sig forstået.

Jeg er også meget inspireret af Louise Bourgeois. Jeg beundrer, hvor frygtløst personligt hendes arbejde var, og hvordan hun nægtede at forsvinde ind i det huslige liv. Der er noget meget stærkt i fortællingen om, hvordan hun genindtog sit køkken som arbejdsrum efter sin mands død.

Paula Rego er en anden kunstner, jeg ofte vender tilbage til. Hendes malerier føles både stærke, sårbare og psykologisk intense. Jeg elsker måden, hvorpå hun skildrede kvinders oplevelser uden at forskønne dem, og hvordan hun brugte fortællinger og symbolik til at skabe spænding under tilsyneladende velkendte scener.

Hvad har været den mest udfordrende del af at være kvinde i kunstverdenen?

En af de vedvarende udfordringer er den måde, kvinders værker ofte bliver mødt på med en form for blødgørelse eller nedtoning. Malerier af børn bliver for eksempel let afskrevet som sentimentale, selvom barndommen i sig selv er alt andet end enkel. Det er en verden fyldt med intensitet, sårbarhed og en mærkelig form for bevidsthed. Jeg har altid ønsket at behandle disse emner med den samme alvor, som man ville give enhver anden menneskelig erfaring.

Julianne har vores BRAULIA JACKET og BEVERLY SKIRT på.

Kan du fortælle mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

At være kvinde og skabe kunst betyder ofte at arbejde side om side med afbrydelser, forventninger og omsorg for andre. Jeg begyndte at male efter, at jeg blev mor, så mit liv som kunstner har udviklet sig parallelt med familielivet snarere end adskilt fra det. Jeg tror, at det ændrer måden, man betragter verden på. Det skærper opmærksomheden på følelsesmæssige strømninger, spændinger og de ting, der forbliver usagte.

Hvad håber du, at folk lægger mærke til i dine værker?

Jeg håber, at folk bemærker spændingen i værkerne – både i motiverne og i måden, malingen er behandlet på. Kontrasten mellem tykke og tynde lag, skarpe og opløste kanter, blødhed og uro. Jeg er interesseret i det sted, hvor noget kan føles smukt, men samtidig en smule foruroligende.