MUNTHE ART MONDAY: KATARINA JANECKOVA

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver.

Hej venner af Munthe & alle andre. Jeg er født i Slovakiet, hvor jeg voksede op, og senere studerede jeg kunst – maleri. Da jeg var ved at afslutte min kandidatgrad, mødte jeg min texanske mand. At bo i Corpus Christi, Texas, i over 12 år var meget formende for min kunstneriske praksis.

I starten havde jeg svært ved at forbinde mig med kulturen og finde min inspiration, men det hårde arbejde, der fulgte, lærte mig meget om mig selv. Det tydeliggjorde, hvad der føles vigtigt for mig at udtrykke i min kunst og i mit liv, og lærte mig, hvordan kunst kan tale imod andres uligheder og uretfærdigheder.

Katarina har ROXAS KNIT fra Pre Spring 2026-kollektionen på.

Kan du nævne nogle andre kvindelige inspirationskilder (kunstnere, kuratorer, galleriejere eller kvinder i kunstverdenen) og forklare, hvorfor de inspirerer dig?

Der er mange kunstnere, som inspirerer mig på mange måder – især gennem deres kompromisløshed, autenticitet og mod, og ved at de står op for sig selv og andre. Blandt dem er Sahana Ramakrishnan, Rebecca Goyette, Apolonia Sokol, Ambera Wellman, Mira Schor, Mary Frank, Hend Samir, Malak Mattar og mange andre. Jeg holder meget af at tænke på Katherine Bradford som et bevis på, at kunsten altid er i os, nogle gange hvilende i dvale – som da hun var en fantastisk mor for sine tvillinger – indtil hun i sine 80’ere blev en stor stjerne, kunne male hele dagen og støtte mange unge kunstnere omkring sig.

Jeg føler håb og taknemmelighed over Nan Goldins og Sinéad O’Connors eksistens og aktivisme. Udstillinger med Louise Bourgeois og Alice Neel har mange gange bragt mig til tårer med deres ubesværede, men mesterlige måde at betragte verden på. Jeg elsker også Frida, Leonor Fini og Toyen. Med alderen har jeg fået en stadig større respekt for folkekunst og oprindelig kunst, som for mig bærer nogle af de vigtigste budskaber om menneskelighed og om måder at bevare vores jord, natur og værdier på.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

Jeg elsker, når folk bemærker løshederne, mine børns fod- og håndaftryk, naturen der er blevet en del af værkerne, når jeg maler udendørs, ufuldkommenhederne samt de glæder og sorger, vi deler – både som kollektiv og som kvinder og mødre. Jeg sætter også stor pris på at høre andres perspektiver og de måder, hvorpå min kunst kan flettes sammen med deres egne historier.

Kan du uddybe, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg synes, at det at være kvinde giver et utroligt rigt spektrum af livserfaringer og mange måder at undersøge vores kvindelighed på – både på et meget personligt og universelt plan. Rejsen mod at blive bevidst om den magi og styrke, vi bærer som livgivere og omsorgspersoner, er meget spændende og styrkende. Jeg føler, at jeg stadig kun er i begyndelsen af den rejse.

Hvad har været den største udfordring ved at være kvinde i kunstverdenen?

Jeg oplever, at kunstverdenen bliver mere inkluderende og støttende over for kvinder og mødre, men det gælder stadig ofte kun for de “heldige få”. Der er fortsat behov for at tale højt om lønforskelle, underrepræsentation samt konflikter mellem forældreskab, køn og racebaserede stereotyper. For at være helt ærlig er der i øjeblikket så mange katastrofer i verden – hvor oprindelige folks, transpersoners, sorte fællesskabers og immigranters liv og rettigheder er truet – at de udfordringer, jeg selv oplever i kunstverdenen som hvid kvinde, er blevet sekundære for mig.