MUNTHE ART MONDAY CHELSEA BOATEY

Præsenter dig selv og fortæl os, hvad du laver.

Mit navn er Chelsea Boatey, og jeg er en tværfaglig kunstner baseret i New York. Mit arbejde befinder sig i krydsfeltet mellem billedkunst, mode og digitalt udtryk. Jeg skaber modige, farverige og legende værker, der udforsker identitet, fantasi og glæde—ofte med en 3D-inspireret teknik. Udover lærredet arbejder jeg med social impact—jeg opbygger partnerskaber, der sætter fokus på lighed, kreativitet og fællesskab. Alt, hvad jeg gør—gennem kunst eller aktivisme—handler om at skabe skønhed med formål.

Kan du forklare, hvordan det har påvirket din karriere at være kvinde?

At være kvinde—særligt en kvinde af afrikansk afstamning—har i høj grad formet den måde, jeg bevæger mig i verden på. Det har gjort mig mere opmærksom på nuancer, mere bevidst i min stemme og mere forankret i mit “hvorfor” bag det, jeg skaber. Der findes en stille styrke i at bære så mange historier i sig—og forvandle det til noget smukt. Nogle gange har det betydet, at jeg har måttet kæmpe imod begrænsninger eller blevet undervurderet—men det har også givet mig en stærk følelse af klarhed og formål.

Chelsea har Babyloma dress på.

Hvad har været den mest udfordrende del ved at være kvinde i kunstverdenen?

En af de største udfordringer er konstant at skulle bevise, at ens arbejde og stemme har værdi og hører til. Der kan være et subtilt pres for at gøre sin vision mindre eller mere spiselig for at passe ind i eksisterende systemer eller trends. Men det, jeg har lært, er, at vores blødhed, intuition og kompleksitet—det er vores superkræfter. Udfordringen er reel, men det er også dér, meget af skønheden opstår. Jeg har fundet styrke i at skabe uden for stregerne og lade mit arbejde tale for sig selv.

Kan du nævne nogle andre kvindelige (kunstnere), der inspirerer dig, og forklare hvorfor?

Der er mange, men de tre som bliver ved med at inspirere mig dybt, er Lina Iris Viktor, Simone Leigh og Kara Walker.

Linas arbejde er ren alkymi—hendes brug af guld, geometri og mytologi skaber et visuelt sprog, der føles både oldgammelt og futuristisk. Hun minder mig om den sorthedens hellighed og kraften i at skabe sin egen ikonografi.

Simone Leighs værker rører mig på en mere stille og intim måde. Den måde, hun sætter sort kvindelighed i centrum med værdighed, blødhed og styrke—det føles næsten spirituelt. Hendes skulpturer føles som synliggjorte forfædre.

Og så er der Kara Walker, hvis arbejde altid har udfordret og konfronteret. Hun viger ikke tilbage for kompleksitet og er ikke bange for at holde et spejl op mod historien. Den slags mod beundrer jeg dybt. Alle disse kvinder skaber ud fra et sted med dyb sandhed—og den sandhed lever i deres værker. Det minder mig om, at kunst både kan være smuk og modig.

Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i dine værker?

Jeg ønsker, at folk mærker glæden, bevægelsen og energien i mine værker. Der er en bevidst brug af farve og tekstur, med hensigten om at løfte og transportere. Mine værker er rodfæstede i følelsesmæssig klarhed—hvordan det ser ud at skabe ud fra fred, ikke smerte. Jeg vil have, at værkerne føles som portaler: legende, modige og dybt menneskelige.

Chelsea har Babyloma dress på.