MUNTHE ART MONDAY:
Petra Schott

Vil du præsentere dig selv og fortælle lidt om, hvad du laver?

Mit navn er Petra Schott. Jeg er billedkunstner med base i Frankfurt, Tyskland, og mit arbejde bevæger sig mellem abstraktion og figurativ kunst. Mit foretrukne medium er oliemaleri på grund af oliemalingens naturlige kvalitet, farvernes rigdom og den vidunderlige tekstur. Jeg elsker at arbejde på store lærreder og skabe rum, der inviterer beskueren til at fordybe sig og fortabe sig i maleriet.

Petra bærer vores VIRIONICS OUTERWEAR.

Kan du nævne nogle andre kvindelige kunstnere, som inspirerer dig, og forklare hvorfor?

Der er mange kvindelige kunstnere, som har gjort indtryk på mig og påvirket mig. Tracey Emin inspirerer mig med den kompromisløse ærlighed, hvormed hun forvandler alle aspekter af sit liv til kunst. Hun viser al sin sårbarhed, sine kriser og sine tårer, og det berører mig dybt.

Jeg elsker Cecily Brown for den ekstraordinære måde, hun forener figurativ kunst og abstraktion på og skaber noget, der på én gang føles som gammel mesterkunst og som noget helt nutidigt. Hendes malerier inviterer beskueren på en opdagelsesrejse; de er verdener i sig selv, verdener, man kan fordybe sig mere og mere i.

Rita Ackermann er for mig en kunstner, der konstant genopfinder sig selv, samtidig med at hun udforsker grænserne mellem figurativ kunst og abstraktion – grænser, som fascinerer mig meget.

Jeg elsker Catherine Goodman for hendes farvers rigdom og intensitet og for den enorme fysiske kraft i hendes oliemalerier, som jeg finder ganske betagende. Og der er så mange andre … 

Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i dine værker?

Jeg elsker at arbejde på store lærreder, fordi et stort maleri giver mulighed for virkelig at fordybe sig i det og træde ind i en anden verden. Gennem mit arbejde ønsker jeg at give beskueren en følelse af en umiddelbar oplevelse – en oplevelse, der begynder før ordene og det verbale udtryk.

Jeg tror, at når vi møder et abstrakt maleri, bliver vi draget af det og tillader os selv at reagere spontant på det, opstår der altid et element af overraskelse. Vi kan måske ikke præcis forklare, hvorfor et bestemt billede taler til os. Det er netop dette øjeblik, jeg håber at kunne fremkalde hos beskueren.

Mine værker åbenbarer sig ikke ved første blik; de har brug for tid til at udfolde sig og gøre deres virkning. Ofte er forskellige lag flettet sammen: et sprogligt lag, hvor fragmenter af ord eller sætninger dukker op; maleriske lag, som opleves gennem farven; og til tider figurative elementer, der kan antyde en historie eller en fortælling.

Jeg ønsker, at beskueren skal kunne mærke den frihed og følsomhed, der ligger indlejret i værkerne, samtidig med at de selv er frie til at finde deres egen vej ind i dem. Jeg holder meget af det, som kurator Nell Cardozo har skrevet om mit arbejde:

“Der er en generøs intimitet i Schotts brug af farve, som lokker et subtilt samspil mellem tryghed og længsel frem. At se ind i dem er som at se ind i en drøm, der tilhører en fælles bevidsthed.”

Kan du fortælle lidt mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Det at være kvinde har påvirket min karriere på mange måder. Faktisk har jeg haft to karrierer – én som jurist og én som maler. Jeg begyndte at male, mens jeg forberedte mig til mine afsluttende juridiske eksamener. Jeg havde brug for et modspil til den intellektuelle verden af begreber, teorier og juridiske sager. Efter min juridiske uddannelse fortsatte jeg med at studere billedkunst, selv om jeg ikke tog en egentlig kunstnerisk grad. I mange år derefter arbejdede jeg som jurist og dommer, samtidig med at jeg i min fritid udviklede mit kunstneriske udtryk og deltog i udstillinger.

I 1980'erne var det langt fra en selvfølge, at alle mænd var villige til at arbejde sammen med kvinder på lige vilkår inden for juraen. Det var et meget mandsdomineret område. Men meget har ændret sig siden. Da jeg forlod den juridiske verden i 2014, begyndte jeg at male på fuld tid, og jeg begyndte samtidig at udforske min identitet som kvinde langt dybere og mere frit.

Jeg tror stadig, at kvindelige malere mødes med en vis mistillid, især når de nægter at tilpasse sig etablerede regler og akademiske forestillinger, og når deres arbejde i mindre grad er styret af forudfattede idéer end af det ubevidste og intuitive.

I mine malerier undersøger jeg blandt andet spørgsmålet om, hvor mit eget jeg begynder, og hvor jeg handler ud fra noget, jeg har arvet, optaget eller lært uden selv at være bevidst om det. Hvem er jeg, og hvad er min egen forståelse af det at være kvinde?

I en periode udforskede jeg Bob Dylans sang Just Like a Woman gennem mine malerier. Det blev endnu en mulighed for mig til at opdage mit eget maleriske udtryk for femininitet. Gudinden Venus har på samme måde inspireret mig til at reflektere over, hvad det vil sige at være kvinde. Bliver hun ikke også træt af for evigt at skulle repræsentere kærlighed, Eros og skønhed? I mine malerier har jeg leget med tanken om, at selv Venus måske har brug for en ferie fra sine pligter som gudinde.

Petra bærer vores OBEY DENIM PANTS, VOVILLA KNIT og VIRIONICS OUTERWEAR.

Hvad har været den største udfordring ved at være kvinde i kunstverdenen?

Jeg begyndte at arbejde som kunstner på fuld tid i 2014. Jeg tror, at en af de største udfordringer i begyndelsen ganske enkelt var at tro på mig selv og finde selvtilliden til at udvikle mit eget kunstneriske sprog med størst mulig konsekvens.

Og så var der selvfølgelig spørgsmålet om synlighed. Jeg var flyttet til en ny by, hvor jeg ikke kendte nogen, så jeg havde intet netværk og ingen egentlige forbindelser til kunstverdenen.

Jeg var meget heldig, at min Instagram-konto, som blev oprettet under pandemien, voksede ret hurtigt. Den åbnede mange døre for mig og hjalp mig med at komme i kontakt med mennesker, som jeg sandsynligvis ikke ville have mødt på andre måder.

Et af de første gallerier, der tilbød mig repræsentation, var Tappan Collective i Los Angeles, som er et kvindeledet galleri. Det var utrolig heldigt for mig, fordi de har et stort netværk af samlere og en meget stærk tilstedeværelse i kunstverdenen.

Jeg synes, at en af udfordringerne, især i Tyskland, er, at mange gallerier har en tendens til at lede efter unge kvindelige kunstnere, som er uddannet fra prestigefyldte kunstakademier. Det kan være langt sværere at finde en plads i det system, når man er en ældre kvindelig kunstner som mig og har valgt en anden vej.

Selvfølgelig vælger mange kunstnere selv at promovere og sælge deres værker, men jeg har altid vidst, at jeg helst ville være så lidt involveret i den del af arbejdet som muligt. Det, jeg virkelig ønskede, var at male uden for meget administrativt arbejde.

I løbet af de seneste år har jeg været så heldig at finde en balance, der fungerer rigtig godt for mig. I dag arbejder jeg sammen med flere gallerier – blandt andet ét i Danmark – som tager sig af en stor del af promoveringen og salget. Det giver mig friheden og pladsen til at koncentrere mig om det, jeg virkelig gerne vil, nemlig at male.