MUNTHE ART MONDAY: LEA MONGIAT

Vær venlig at præsentere dig selv og fortælle os om, hvad du laver.

Mit navn er Léa M., jeg er en fransk maler bosiddende i Paris og i øjeblikket artist-in-residence på 59 Rivoli. Gennem mit arbejde søger jeg at afsløre rigdommen og kompleksiteten i kvinders identiteter. Ved at lagdele og overlappe former forsøger jeg at udtrykke mangfoldigheden af de følelser, der bevæger sig gennem dem - nogle dele af mine lærreder fremstår mere intense, andre mere sarte, hvilket afspejler forskellige niveauer af følsomhed og følelse. Naturen er også et centralt element i min kunst. Den flettes sammen med de menneskelige figurer, som om kroppen og landskabet var ét. Denne sammensmeltning udtrykker et dybt forhold mellem mennesket og dets omgivelser, en symbiose hvor grænser opløses for at give plads til en organisk enhed. Jeg skaber verdener, hvor hver farve bliver en følelse, hver komposition en fortælling, og tilsammen danner de et unikt indre landskab.

Lea har vores BARIKA SLIP DRESS på.

Kan du nævne nogle andre kvindelige (kunstnere), der inspirerer dig, og forklare hvorfor?

Min største inspirationskilde er min farmor - en stærk kvinde, som altid har lært mig betydningen af frihed i alle dens former: friheden til at tænke, handle, lege… Hun var også den, der åbnede mine øjne for kunsten.

Mine kunstnervenner er også en stor inspirationskilde gennem deres arbejde og idéer, som for eksempel fotografen Juliette Denis, der har taget disse billeder. Derudover er der Niki de Saint Phalle. Hendes spontanitet og feministiske vision inspirerer mig uendeligt. Jeg beundrer hendes frihed i skabelsen og den måde, hun forvandler kvindekroppen til et statement om styrke og frigørelse. I hendes tilgang findes både heling og oprør: hun kanaliserer sine egne sår og den vold, kvinder udsættes for, ind i sprudlende, livsglade figurer, der vender traditionelle roller på hovedet og hævder en kompromisløst stærk femininitet - noget, der resonerer dybt i mig. Endelig Georgia O’Keeffe, for hendes forbindelse til naturen, kvindeligheden og farven. Hendes dybe nuancer og buede former - på én gang blide og kraftfulde, som om hvert kronblad og hver kontur kunne fortælle en intim historie om kvindelighed - inspirerer mig i min egen udforskning og udtryk af følelser. Den tilsyneladende enkelhed i hendes værker skjuler en dyb følelsesmæssig intensitet.

Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i dine værker?

Gennem mine værker ønsker jeg at tilbyde en følelse af ro og fordybelse, og invitere beskueren til at genoprette forbindelsen til en tilstedeværelse ud over selvet - et stille indre rum, hvor tiden synes at gå langsommere, og hverdagens støj forsvinder. I denne stilhed håber jeg, at de kan mærke noget, der er større end deres egne historier - en forbindelse til den levende verden, til deres egne følelser og til en usynlig, subtil energi, der omgiver og gennemstrømmer os.

Kan du forklare nærmere, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg kommer fra et miljø, hvor kvinder altid har spillet en afgørende rolle, men samtidig blev forventet at forblive diskrete. Hvor mænd stod i centrum og velvidende, at de uden kvinders støtte ville bryde sammen. Den spænding fik mig til at indse, hvor kompleks, mangfoldig og til tider modsigelsesfuld kvindelighed kan være. Det var her, min kunstneriske tilgang blev født - ud fra et ønske om at udforske denne pluralitet.

Som kvindelig kunstner har jeg måttet finde min plads og bekræfte, at det at skabe er en frihedshandling - at mit perspektiv og mit arbejde fortjener at eksistere og blive hørt. Rejsen har krævet tid, selvransagelse og en lang proces med selvaccept, samt en indre kamp for at overvinde skyldfølelse. At være kvindelig kunstner betyder at vide, at vejen vil være mere udfordrende, men også at mærke en enorm indre styrke, der driver én til at fortsætte trods alt.

Lea har vores BLAINE TOP på.

Hvad har været den mest udfordrende del ved at være kvinde i kunsten?

Den største udfordring har været med mig selv. At bryde ud af skallen som den “skrøbelige kvinde” - både følelsesmæssigt og barnlig - som jeg var blevet placeret i, hvor mine ord blev afvist eller latterliggjort, har været en lang proces. At lære at tro på mig selv, at anerkende at det, jeg bærer inden i mig, har værdi, var en form for indre revolution. At være en kvinde med noget at sige, med et dybt behov for at udtrykke sig, kan virke foruroligende på andre. Derfor måtte jeg forstå, acceptere og ære min stemme som meningsfuld og vigtig.

Teateret var det første skridt: et rum hvor jeg kunne opbygge selvtillid, udforske mine følelser og forstå, hvordan de bevæger sig gennem og manifesterer sig i min krop. Derefter vendte jeg mig mod maleriet, som gav mig mulighed for at udtrykke de mest intime dele af mig selv. På lærredet kunne jeg lade følelser og farver eksplodere frit - uden filter, dømmekraft eller begrænsning. Maleriet blev et rum for fuldstændig sandhed, et sted hvor farver og former taler ord, jeg ikke kan sige højt. Selvfølgelig er samfundets blik på kvinder, der tager plads og ytrer sig, stadig en udfordring. Men jeg er overbevist om, at hvis vi tror på os selv, fortsætter med at skabe og står stærkt i vores sandhed, kan vi hver især være med til at ændre tingene.