MUNTHE ART MONDAY: JOANA BERND

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

I dag føler jeg en længsel efter nøgleord. Så lad os begynde med dem (for at forme en idé): at åbne vinduer til andre verdener! At træde ind i en labyrint! At lade en dagdrøm blive levende! At holde fast i håbet! At være en intersektionel feminist! At bygge bro mellem kærlighed og raseri! At tro på berøringens energi! At være uforfærdet over blåøjede konstruktioner! En tilsløret mistanke! Et symbolsk leksikon! (Mit navn er Joana, og jeg er billedkunstner.)

Joana har LELLANOR PANTS på.

Kan du nævne nogle andre kvindelige kunstnere, der inspirerer dig, og forklare hvorfor?

Utallige!!! Mary Oliver – du bør se en af hendes oplæsninger (de findes på YouTube); hendes digte er ømme og pålidelige ledsagere. Sophie Calle – især Take Care of Yourself – for hendes endeløse nysgerrighed på mennesker og hendes legende tilgang til voyeurisme. Octavia Butler – fordi hun minder mig om at trække drømme ud i livet og følge sine egne instruktioner. Yoko Ono – fordi hun sagde ja (Ceiling Painting/Yes Painting, 1966). Patti Smith – fordi hendes bog Just Kids føltes som en hånd, der rakte ud til mig, da jeg var sytten. Og Guerrilla Girls – fordi vi har brug for protest.

Kan du forklare mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Når vi taler om køn, er så meget af det farvet af, hvordan samfundet fungerer, og hvordan vi er blevet opdraget. Prægning, opvækst, forventninger – de former en ramme, som vi bevæger os indenfor. Jeg ved, hvordan man drager omsorg, hvordan man lytter, hvordan man står op, og hvordan man bruger sin stemme. Der findes en stille, usynlig motor vævet ind i mit væsen, en kraft, der driver en uendelig længsel: efter frigørelse, efter en verden hvor jorden bliver passet på, efter en kærlighed, der rækker på tværs af grænser og generationer. Jeg ser de uligheder, kvinder og minoriteter møder hver dag, og jeg ønsker at overvinde dem. (Jeg ved ikke altid hvordan, men jeg ved, at vi er på vej.) Jeg ved ikke, om det er fordi jeg er kvinde, men jeg bærer en stærk empati og et indre kompas, der peger mod ønsket om at modstå undertrykkelse – og mod det fælles arbejde med at frembringe en anden form for sandhed.

Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i din kunst?

Det er måske ikke noget, man kan “lægge mærke til” som sådan, men snarere en fornemmelse (et blik); en følelse af forståelse – eller af at blive forstået. Jeg bærer dette citat af Arundhati Roy med mig næsten hver dag:

Joana har LELLANOR PANTS på.

Hvad har været den mest udfordrende del ved at være kvinde i kunstverdenen?

At være modstandsdygtig, når man bliver beskrevet som for blød, for legende, ikke kantet nok. At holde fast i sin indre retning, sin egen sandhedstråd, når man bliver bedt om at skærpe sig. Måske er det netop udfordringen. Men jeg har også fundet glæde i at forbinde mig dybere med andre kunstnere, i at genkende dem, der deler mine idealer – og sammen bygger vi vores egen kanon. Afvisning er konstant i kunstverdenen, men den gør det også lettere at genkende sine egne.