MUNTHE ART MONDAY: ANNE GRIFFITHS

Vil du præsentere dig selv og fortælle os, hvad du laver?

Mit navn er Anne Griffiths. Jeg er en canadisk kunstner, der bor på vestkysten af Canada, på Vancouver Island.

Min primære praksis som maler fokuserer på mine interaktioner med naturen, som nogle gange tager form som landskaber, men oftere som abstrakte fortolkninger af disse oplevelser. Farve er den drivende kraft i mit arbejde, og det er udgangspunktet for alle nye malerier. Alkymien i at blande farver og samspillet mellem nuancerne på overfladen giver mig et udgangspunkt for at udforske og opdage, hvad hvert nye maleri vil udvikle sig til. Det er en spændende måde at arbejde på, fordi hver dag i studiet er en mulighed for en ny retning – og derfor keder jeg mig aldrig med mit arbejde.

Mine værker er repræsenteret i gallerier i Vancouver, Toronto og London, Storbritannien, og jeg har også udstillet som en del af gruppeudstillinger i København, Berlin og Paris.

Anne har CALIMA TOP og OBEY JEANS på.

Kan du nævne nogle andre kvindelige (kunstnere), der inspirerer dig, og forklare hvorfor?

Kvindelige kunstnere fra den amerikanske modernistiske ekspressionisme har inspireret mig med deres banebrydende uafhængighed og opfindsomhed. Nuværende kvindelige kunstnere, der fanger min opmærksomhed, er Julie Mehretu og Cecily Brown.

 De har opbygget deres karrierer ved at skabe fængslende værker gennem et utrolig stærkt visuelt sprog og en urokkelig dedikation til deres kunstneriske praksis. De har opnået international anerkendelse og forbliver tro mod deres kvindelige perspektiv.

Kan du forklare, hvordan det har påvirket din karriere at være kvinde?

De forhindringer, der står i vejen for kvinders succes, er mange – men de kan også være vores superkraft. Min kreative karriere begyndte som art director i et reklamebureau i 1980’erne. Jeg var en af kun to kvindelige art directors i Vancouver på det tidspunkt, og resten af det kreative team i virksomheden bestod af mænd.

Det var et meget korporativt miljø, og de mandlige kollegaer måtte gerne have jeans og t-shirts på, mens jeg som kvinde var forpligtet til at bære kjoler eller nederdele, nylonstrømper og højhælede sko. Det var åbenlyst og uden spørgsmål dybt mandschauvinistisk og uretfærdigt, men jeg havde intet andet valg end at rette ind, hvis jeg ville beholde mit job. Denne tidlige rolleulighed gjorde mig kun mere beslutsom og fast på at bevise mit værd og mit talent. Jeg nægtede at blive set som blot en symbolsk kvindelig ansat for at tilfredsstille HR-afdelingen.

Jeg arbejdede dobbelt så hårdt som mændene for at blive anerkendt som værdifuld for teamet.

Jeg kom ud af den verden med en stærk vilje og et ønske om at forme min kunstnerkarriere på mine egne præmisser.

Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i dit kunstværk?

Der er en blødhed og følsomhed i en kvindes hånd. Hvis det gør værket imødekommende, og beskuerne som følge deraf søger at finde deres egne forbindelser til naturen, så vil jeg føle, at jeg har opnået noget meningsfuldt med mit arbejde.

Hvad har været den største udfordring ved at være kvinde i kunstverdenen?

De samme tidlige begrænsninger, der påvirkede min karriere som art director, har på lignende vis drevet mig, da jeg blev fuldtidsmaler.Da jeg trådte ind i denne verden, vidste jeg, at det ville kræve meget hårdt arbejde og en konstant og produktiv strøm af højtkvalitetsmalerier for at opnå anerkendelse og accept.Den globale kunstverden favoriserer stadig mandlige kunstnere, da deres værker stadig generelt opfattes som overlegne – salgstal og værdi for kvindelige kunstnere er kun en brøkdel af mændenes.

Men den tid ser ud til at være ved at forsvinde, og jeg ser langt flere kvinder bryde disse grænser – Mamma Andersson og Tracey Emin er to strålende eksempler.En personlig observation jeg nu kan gøre er, at det har krævet mange overvejelser at omjustere mit eget selvbillede og balancere min malerkarriere med mine egne forventninger som hustru, mor og ven.

Men at være ambitiøs, søge succes og give mig selv den nødvendige tid til at skabe det arbejde, jeg ønsker, betyder også, at der ganske enkelt ikke er tid til at stræbe efter perfektion i alle aspekter.Jeg er heldig at have en støttende familie og vennekreds, som forstår min drivkraft og mit fokus som kunstner, og jeg bliver bedre til at give mig selv friheden til at sige nej, når jeg har brug for det, og hellige mig mit arbejde

.Jeg er nu godt forankret i dette ‘kunst er liv’ – og jeg omfavner det faktum, at det ikke blot er et job, jeg udfører, men et liv, der defineres af kunsten.

Anne har CALLIMA TOP og OBEY JEANS på.