MUNTHE ART MONDAY: ELISA STRINNA
Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver.
Mit navn er Elisa Strinna, og jeg er en italiensk kunstner bosat i Nederlandene. Jeg skaber miljøbaserede installationer, der kombinerer skulptur, lys, lyd og film. De seneste fem år har jeg primært arbejdet med porcelæn og udviklet skulpturer i forskellige skalaer, som undersøger samspillet mellem menneskelige og ikke-menneskelige væsener i mangeartede sammenhænge: fra undersøiske miljøer, hvor internetinfrastruktur møder marint liv, til menneskekroppen og dens relationer til medicinske planter i traditionelle europæiske helingspraksisser. Jeg betragter disse værker som materielle undersøgelser af relationelle systemer og måder at skabe verden på, forankret i studiet af morfologi.
Parallelt med min skulpturelle praksis har jeg skabt kortfilm, der blander dokumentar og fiktion. Disse værker belyser eksisterende, men ofte oversete virkeligheder knyttet til ekstreme miljøer: fra Middelhavet—hvis dybder bebos af både marint liv og internetkabler, og hvis overflade krydses af afrikanske migranter på jagt efter et andet liv—til Antarktis og ørkenen, hvor simulationer af rummissioner fremhæver betydningen af isolation og overlevelse i fjendtlige omgivelser.
Elisa har vores LESTINE jakke på fra vores FALL WINTER 2025 kollektion.
Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?
Jeg mener, at vi stadig befinder os i processen med at udvikle en ny tradition. Kvinders tilstedeværelse i kunstverdenen er forholdsvis ny; i størstedelen af de sidste to tusind år i den vestlige kultur har kunstnere primært været mænd. Vi har en tendens til at betragte kultur som universel, men kulturel produktion formes altid af forhold som økonomi, geografi og køn. Den kultur, vi arver, er aldrig neutral—den er situeret og specifik.
I dag spørger mange i den vestlige verden sig selv, hvilke kvinder og mænd vi ønsker at være, hvilke visioner og værdier der skal cirkulere, og hvordan køn kan bidrage til denne transformation. Denne søgen er både inspirerende og dybt udfordrende.
Kan du forklare nærmere hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?
Mit køn har påvirket mit arbejde på flere måder. Karrieremæssigt har det ikke altid været let. Jeg voksede op i Italien, et land der stadig er stærkt præget af patriarkalske strukturer, og jeg oplevede ofte, at det som kvinde var udfordrende at gøre min stemme gældende som kunstner. Kvinder bliver stadig ikke altid taget lige så seriøst inden for den kulturelle sektor, selvom udviklingen langsomt går i den rigtige retning.
Samtidig har det at være kvinde formet min arbejdsmetode: det har ofte placeret mig i en lyttende position, som i dag er central for min praksis. Denne tilgang har fået mig til at give plads til oversete fortællinger og har trukket mig mod radikale tankesæt og økofeministiske metoder.
Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?
For mig er skabelsesprocessen aldrig adskilt fra tænkning. Mine værker vokser langsomt ud af en dialog, hvor forskellige former for viden mødes. Det, der betyder noget for mig, er, at den endelige form bærer spor af denne proces. Jeg håber, at beskueren kan mærke dette: at de træder ind i et rum, hvor ideer, materialer og fortællinger flettes sammen. Jeg ønsker, at information og research ikke kun skal forstås, men også føles gennem den æstetiske oplevelse.
Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?
I relation til mit keramiske arbejde føler jeg en stærk forbindelse til Chiara Camoni, en italiensk kunstner som – ligesom jeg – udforsker forholdet mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige samt lokale folkelige traditioner i italiensk kultur. Jeg er tiltrukket af hendes fantasifulde univers og den måde, hun engagerer sig i det keramiske materiale på, hvor hun former det til installationer, der både er rige og levende. Hendes tilgang harmonerer med mine egne interesser i at væve materialeundersøgelser, mytologi og hverdagsliv sammen.
Elisa har vores ROGER top på.
Fotograf: Lisa Meijer
