MUNTHE ART MONDAY:
Ali Pilli

Vil du præsentere dig selv og fortælle lidt om, hvad du laver?

Jeg hedder Ali Pilli og er maler med base i Toronto, Canada. Mit arbejde undersøger menneskets psykologi gennem farver, design og vores forbindelse til verden omkring os. Jeg er optaget af at skabe malerier, der føles både rolige og legende, hvor farverne kan bevæge sig mellem noget meget blødt og noget langt mere intenst og sanseligt. Jeg arbejder i lag på ubehandlet lærred og lader transparente farvelag, kridt og farver opbygge en stemning og atmosfære, samtidig med at der er plads til tilfældighed og bevægelse.

For mig handler maleriet i høj grad om at invitere beskueren til at lægge mærke til sin egen psykologiske transcendens, når de oplever mine værker. Jeg ser maleriet som et sted, hvor man kan mødes i modsætninger og lære at omfavne livets både ærefrygtindgydende enkelhed og enorme kompleksitet. Jeg er interesseret i rummet mellem kontrol og spontanitet og i at skabe kompositioner, der føles gennemtænkte, men som stadig rummer noget uforudsigeligt og levende. Malerierne kan være stille, men jeg ønsker ikke, at de skal forsvinde i baggrunden. Jeg vil have, at de har en tilstedeværelse og kan fylde et rum.

Kan du nævne nogle andre kvindelige kunstnere, der inspirerer dig, og fortælle hvorfor?

Fire kvindelige kunstnere, som jeg bliver ved med at vende tilbage til, er Helen Frankenthaler, Kristen Giorgi, Mary Blair og Anna Weyant. Jeg tiltrækkes af Frankenthalers intuitive forhold til det ubehandlede lærred og farverne, særligt balancen mellem intention og det at give materialerne mulighed for at få deres eget liv. Kristen Giorgi inspirerer mig gennem hendes følsomhed over for farver, rum og atmosfære, mens Mary Blairs fantasifulde og uventede brug af farver minder mig om betydningen af leg og spontanitet. Jeg tiltrækkes også af Anna Weyants evne til at kombinere skønhed og elegance med noget psykologisk langt mere komplekst.

Det, der forbinder dem alle fire for mig, er deres evne til at udvikle et visuelt sprog, der umiskendeligt er deres eget. Det er i sidste ende også det, jeg stræber efter i mit eget arbejde: at skabe malerier, der er genkendelige, ikke fordi de følger en bestemt formel, men fordi de udspringer af en helt særlig måde at se verden på.

Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i dine værker?

Jeg er optaget af den måde, farver kan udløse noget næsten instinktivt – et minde, en stemning, et begær, en ro eller en form for nostalgi – uden at give beskueren en fast fortælling.

Jeg vil også gerne have, at folk lægger mærke til spændingen mellem materialernes blødhed og kompositionernes tilstedeværelse. Det rå lærred, de flydende farver, kridtet og de uperfekte kanter giver malerierne en vis sårbarhed, mens de større former og relationerne mellem farverne giver dem tyngde.

Jeg er interesseret i at skabe malerier, der i første omgang kan føles ubesværede eller smukke, men som afslører mere, jo længere tid man tilbringer med dem.

Hvis nogen går derfra og husker en bestemt farve, en følelse eller den måde, et maleri ændrede atmosfæren i et rum på, betyder det meget for mig. Jeg ønsker, at værkerne bliver hos dem, også efter at de har forladt dem.

Kan du fortælle lidt mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Det at være kvinde har helt sikkert formet den måde, jeg oplever kunstverdenen på, selvom jeg ikke betragter mit arbejde som udelukkende værende et spørgsmål om femininitet. Jeg er interesseret i femininitet som noget, der både kan være blødt og stærkt, legende og alvorligt, tilbageholdende og fuldstændig instinktivt.

Jeg tror også, at det at være kvinde har gjort mig særligt opmærksom på de forventninger, der bliver lagt på os – som at være imødekommende, medgørlig eller at gøre os selv mindre. Jeg er blevet langt mere interesseret i at bevæge mig væk fra de forventninger og stole på mine egne instinkter, både personligt og kreativt. Jeg er mindre optaget af at passe ind i en eksisterende forestilling eller af, hvad et maleri bør være, og mere interesseret i at udvikle et liv og et visuelt sprog, der føles helt og holdent som mit eget.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvinde i kunstverdenen?

For mig har en af de største udfordringer været at lære at stole på min egen autoritet. I min egen karriere har jeg måttet lære, at det at sætte grænser og have et stærkt kunstnerisk ståsted ikke er besværligt – det er en del af at tage sin kunstneriske praksis alvorligt.

På en lidt paradoksal måde tror jeg også, at usikkerheden er dér, hvor noget af det mest interessante arbejde opstår. Jeg ønsker ikke at vide præcis, hvad et maleri bliver til, før jeg begynder på det. Jeg vil gerne have plads til opdagelse. At lære at beskytte det rum har nok været en af de vigtigste dele af at blive kunstner.