MUNTHE ART MONDAY: SARA WINFIELD

Introducer dig selv og fortæl os om, hvad du laver

Mit navn er Sara Winfield. Jeg er en abstrakt kunstner fra Perth, Australien. Mit arbejde udforsker den følelsesmæssige understrøm i det at være kvinde, ofte gennem store malerier, der forener intuition, farver og levet erfaring. Jeg er draget mod det abstrakte, fordi det giver plads til at føle i stedet for at skulle afkode eller fortolke.

Sara har Udello T-shirt på.

Hvilken anden (kvindelig) kunstner inspirerer dig og hvorfor?

Patricia Piccinini – for den måde, hun udforsker ømhed, moderskab og det uhyggelige på, på en måde der både er foruroligende og intim. Del Kathryn Barton – for hendes kompromisløse brug af detaljer, farver og symbolik. Jeg har fulgt hendes arbejde i evigheder, og det har altid føltes som en frygtløs generobring af det feminine. Og Daisy May Collingridge – hvis tekstilskulpturer udfordrer grænserne for blødhed, absurditet og kropslig form på en måde, der er dybt menneskelig og mærkeligt trøstende. Kroppen forbliver et stærkt redskab til at fortælle kvinders historier, og jeg kan mærke, at jeg meget snart vender tilbage til den.

Kan du forklare, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Det har formet alt – temaerne, energien, måden jeg udtrykker mig på. At være kvinde i kunstverdenen betyder ofte, at man må dele sig mellem at nære sin praksis og samtidig håndtere usynligt arbejde, forventninger eller omsorgsopgaver. Men det betyder også, at jeg trækker på en dyb brønd af levet erfaring. Mit arbejde rummer både blødhed og styrke på én gang, hvilket jeg mener taler ind i en særligt kvindelig måde at være i verden på. Jeg er meget draget af at male den kvindelige erfaring som en stemning – gennem farver og komposition – men også gennem lag-på-lag-teknikker, brugen af grumsede nuancer og oprørske, lyse strejf af oliepastel.

Sara har Uline skirt på.

Hvad kunne du tænke dig at folk bemærker i dine værker?

I starten er det ofte farver og komposition, der fanger. Mine farvevalg er den mest instinktive del af min praksis – jeg har altid haft en dyb forbindelse mellem farver og følelser. Selv ugedagene føles farvekodede for mig. Der er så meget skønhed i hverdagens farvekombinationer, i hvordan farver interagerer, hvordan de bærer følelser – og at udforske det er en af de største glæder i mit arbejde. Noget, folk ofte overser i digitale gengivelser, er, hvor tekstureret værkerne egentlig er. Jeg starter med grumsede farevudtværinger og bygger lag på lag, nogle gange med materialer som sand eller savsmuld. Teksturen er en del af fortællingen – symbolsk for hvordan kvinder bygger sig selv op, hvordan vi bærer ting, hvordan vi skjuler og afslører. De yderste lag er som regel de mest farverige og komplekse, men det sidste lag er ofte mere stille, mere afdæmpet – en mere 'spiselig' version, som jeg tror mange kvinder kan spejle sig i. Det handler om, hvad vi viser, hvad vi skjuler, og hvad der ligger under overfladen.

Sara har Uline skirt på.

Hvad har været det mest udfordrende ved at være kvindelig kunstner?

At der forventes, at du forklarer både værket og dig selv – at du skal være let at fordøje, behagelig og nem at definere. Der er et pres for at brande sig selv pænt og glatte kanterne ud. Jeg har måttet arbejde hårdt for at beskytte min intuition og sige nej til muligheder, der ikke var i tråd med mig, selv når de så gode ud på papiret. At blive mor bragte også nye spørgsmål med sig. Jeg begyndte at spekulere på, om kunstverdenen virkelig havde plads til kvinder, der får børn. Jeg brugte uger i en slags research-spiral, hvor jeg læste om “art monsters” og prøvede at forstå, om det overhovedet var muligt at være både kunstner og mor. Som det viste sig, udvidede det at blive forælder min praksis på måder, jeg aldrig havde forestillet mig. Og til sidst fandt jeg fred med den mest kraftfulde sandhed: Jeg kan gøre præcis, hvad jeg vil.

Sara har Udello T-shirt på.