MUNTHE ART MONDAY:
LOUISE HOWARD

Vil du præsentere dig selv og fortælle om, hvad du laver?

Jeg hedder Louise Howard og er billedkunstner med fokus på originale, selvstændige malerier med kraftige teksturer og et stærkt psykologisk udtryk. Min kunstneriske praksis handler udelukkende om at indfange rå menneskelige følelser og den intense energi, der opstår i atelieret, på lærredet. Jeg tror ikke på at overkomplicere eller overintellektualisere fortællingen i mine værker. I stedet skaber jeg taktile, visuelle universer, hvor tykke, intense lag af maling bærer historien.

Louise bærer vores NINIA SLIP SKIRT.

Kan du nævne nogle kvindelige kunstnere, der inspirerer dig, og forklare hvorfor?

Selvom jeg er dybt inspireret af den rå, kropslige menneskefremstilling hos malere som Jenny Saville, finder jeg ofte min største inspiration i den skarpe og kompromisløse indre stemme hos forfattere som Sylvia Plath. Hendes evne til at blotlægge den menneskelige psykes absolutte sandhed med en intens og præcis disciplin er præcis det, jeg forsøger at oversætte til det fysiske lærred. Jeg fascineres af kunstnere, der ikke gemmer sig bag behageligheder, men bruger deres medie til at undersøge intense og ubehagelige indre landskaber. Det er netop den rå, næsten selvbiografiske tyngde, jeg konstant stræber efter at indfange i mit eget atelier.

Louise bærer vores NELINE OUTERWEAR.

Hvad håber du, at folk lægger mærke til i dine værker?

Jeg håber, at folk først lægger mærke til malingens fysiske energi, før de overhovedet ser motivet - dens tyngde, tekstur og den psykologiske dybde, som gemmer sig i lagene. Jeg ønsker, at mine værker fremkalder en umiddelbar, fysisk følelsesmæssig reaktion, hvor beskueren mærker friktionen, intensiteten og den ufiltrerede menneskelige fortælling under overfladen. I sidste ende håber jeg, at folk oplever en kompromisløs autenticitet, som nægter at tilpasse sig for blot at passe ind i en trend.

Kan du fortælle mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

At være kvinde i denne branche betyder, at man hurtigt lærer nødvendigheden af selv at skabe sin plads i stedet for at vente på en invitation. Det giver mig et særligt og dybt forankret perspektiv på følelsesmæssig tyngde, sårbarhed og modstandskraft, som direkte præger mine maleriers udtryk. Der findes til tider en uudtalt forventning om, at kvindelige kunstnere skal skabe værker, der er bløde, letfordøjelige eller dekorative, men jeg har altid bevæget mig i den stik modsatte retning. Det har gjort mig selvstændig og tvunget mig til at tage fuld kontrol over udviklingen og kurateringen af min egen karriere.

Hvad har været den største udfordring ved at være kvinde i kunstverdenen?

Den største udfordring er at kæmpe imod forventningen om, at kvinders kunst skal være pæn eller dekorativ, og hele tiden skubbe tilbage mod strukturer, der forsøger at udvande tunge og psykologisk intense fortællinger til noget ufarligt og letfordøjeligt. Jeg mener, at det kræver en enorm vedholdenhed at være kvindelig maler i dag. Man er nødt til at arbejde dobbelt så hårdt for at sikre, at ens stemme bliver respekteret som stærk, rå og seriøs. At overvinde det handler for mig om at lade værkernes kvalitet og følelsesmæssige gennemslagskraft tale for sig selv.