MUNTHE ART MONDAY: ROBERTA KEIL
Præsenter dig selv og fortæl os, hvad du laver.
Mit navn er Roberta Keil, og jeg er grundlægger og direktør for Galerie Roberta Keil. Efter at have præsenteret flere pop-up-udstillinger i Wien og Berlin åbnede jeg galleriets permanente lokaler i Wiens 7. distrikt i marts 2025, samtidig med at jeg fortsat arrangerer midlertidige projekter og events i Berlin.
Galleriet er dedikeret til at fremme dialog og støtte spirende internationale kunstnere i Wien og Berlin ved at skabe udveksling mellem de to byers kunstneriske fællesskaber. Galleriets program fokuserer på at samle forskellige perspektiver gennem udstillinger, events og samarbejder, der beskæftiger sig med aktuelle samfundsspørgsmål og kulturelle fænomener på tværs af forskellige medier.
Vi tilstræber at fremme refleksion og debat – både i vores udstillinger og ud over dem. Som kunsthistoriker med speciale i samtidskunst har jeg tidligere arbejdet hos auktionshuset Grisebach i Berlin som specialist i samtidskunst, samt på MoMA og Whatiftheworld Gallery. Min motivation har altid været forankret i troen på, at kunst trives gennem udveksling og gensidig inspiration. Det er noget, jeg bestræber mig på at legemliggøre ved at forbinde mine to hjem, Wien og Berlin, gennem galleriets arbejde.
Roberta har vores LOASTA top på.
Roberta har vores LIBASTO jakke på.
Kan du nævne nogle andre kvinder (galleriejere eller kvinder inden for kunstverdenen), som inspirerer dig, og forklare hvorfor?
Der findes mange inspirerende kvinder i kunstverdenen. Jeg bliver konstant inspireret af de kunstnere, jeg arbejder sammen med – de har alle en stærk holdning, er ambitiøse og mister aldrig deres mod. De er praktisk anlagte, målrettede og dybt passionerede omkring det, de laver, hvilket gør vores samarbejde utroligt berigende.
Ud over kunstnerne er der to kvinder, som har inspireret mig særligt, allerede før jeg startede mit eget galleri. Fordi personlige relationer inspirerer mig mest, vil jeg gerne fremhæve mennesker, jeg virkelig kender og har arbejdet sammen med.
Den ene er Diandra Donecker, min tidligere chef. Hun er en usædvanlig generøs og succesfuld iværksætter, som leder med åbenhed og respekt – hun møder mennesker i øjenhøjde og mister aldrig sin sans for humor, selv i stressede situationer. Den anden inspirerende kvinde er Sandra Espig, en fremragende kunsthistoriker og kunstanmelder, som i ord og handling lever og deler kvindelig empowerment. Mine samtaler med hende er altid dybt inspirerende, og hun bliver ved med at opmuntre mig gennem sin autenticitet og optimisme.
Kan du fortælle mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?
Jeg ville ønske, at vi levede i en verden, hvor dette spørgsmål slet ikke ville være nødvendigt, for jeg ønsker at blive opfattet udelukkende ud fra mit arbejde og mine bidrag.
Men i virkeligheden har det naturligvis påvirket min karriere på visse måder. Især tidligt i forløbet kan det medføre en ekstra følelse af at skulle bevise sit værd. Ikke desto mindre forsøger jeg at vende denne bevidsthed til noget positivt ved at bruge den som en drivkraft til at fremme samarbejde, empati og meningsfulde forbindelser i kunstverdenen. Jeg åbnede mit galleri den 8. marts, på Kvindernes Internationale Kampdag, hvilket i sig selv er en erklæring og viser (min personlige) holdning.
Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i måden, du arbejder med dit galleri på?
Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i måden, du arbejder med dit galleri på?
Jeg vil gerne have, at folk bemærker en følelse af kompleksitet, flertydighed og åbenhed i måden, jeg arbejder med mit galleri på. Flertydighed er efter min mening en essentiel egenskab ved kunst. Jeg tiltrækkes af kunst, der fungerer på flere niveauer og giver plads til fortolkning. Humor og subtile kontraster spiller ofte også en rolle, fordi de muliggør, at komplekse eller kritiske idéer kan formidles på en engagerende og tilgængelig måde.
Samtidig ønsker jeg, at mit galleri skal være et sted, hvor folk føler sig trygge og inspirerede af kunsten – ikke skræmt af den. Det er vigtigt for mig, at besøgende kan møde samtidskunst i en atmosfære af nysgerrighed og åbenhed – et sted, hvor refleksion og nydelse sameksisterer, og hvor dialogen kan udfolde sig naturligt.
For mig bør kunst tale både til intellektet og til følelserne. Den skal være eftertænksom, men også legende; reflekteret, men fuld af energi. Denne balance er det, jeg stræber efter at skabe i galleriets program.
Hvad har været den mest udfordrende side ved at være kvinde i kunstverdenen?
At være gallerist betyder også at være iværksætter, hvilket kræver meget arbejde, kreativitet og en vis troværdighed – noget man konstant skal arbejde på at opbygge og vedligeholde. Men for mig har den mest udfordrende del ved at være kvinde i kunstverdenen ikke været beslutningen om at blive gallerist eller starte min egen virksomhed. I Wien findes der en rig tradition for kvinder, der driver succesfulde gallerier, og jeg er glad for nu at kunne se mig selv som en del af den tradition. Det, der har været udfordrende for mig – især i begyndelsen – er følelsen af hele tiden at skulle bevise sit værd, konstant at stræbe efter at gøre mere, mens man samtidig stiller sig selv spørgsmålet, om det er nok.
