MUNTHE ART MONDAY:
RITA PAUPÉRIO

Vil du introducere dig selv og fortælle os om, hvad du laver?

Jeg hedder Rita Paupério og er billedkunstner med base i Espinho, Portugal. Min kunstneriske praksis er forankret i abstrakt maleri og tegning og i rummet mellem det, vi oplever, og det, der bliver tilbage fra oplevelsen.

Jeg arbejder intuitivt og begynder ofte uden at vide præcis, hvor et maleri er på vej hen. Jeg er interesseret i det punkt, hvor kontrollen begynder at give plads til noget mindre forudsigeligt. Farve, gestik, lag, udviskning, transparens. Det hele er en del af processen, men det, der betyder noget for mig, er det, der kan opstå gennem processen.

Før jeg blev fuldtidskunstner, arbejdede jeg i mere end femten år med grafisk design. Den baggrund findes stadig et sted i min måde at tænke komposition på, men maleriet har givet mig en anden form for frihed. Det har også hjulpet mig i søgen efter min egen stemme.

Rita bærer vores VUZLER PANTS og VAGARY T-SHIRT.

Rita bærer vores TUXA TOP.

Kan du nævne nogle andre kvindelige kunstnere, der inspirerer dig, og fortælle hvorfor?

Der er mange, og listen bliver hele tiden længere. Jeg tiltrækkes af kvinder, som har udviklet et kunstnerisk sprog, der føles umiskendeligt deres eget, ofte uden at have behov for at forklare alting.

Helen Frankenthaler har været en vigtig reference for mig, især hendes forhold til farve og den måde, malingen synes at finde sin egen vej hen over overfladen. Jeg er også fascineret af Hilma af Klint. Der er noget ekstraordinært ved, hvor langt foran sin tid hun var, og ved den frihed, hvormed hun fulgte et visuelt sprog, der havde meget lidt at gøre med det, man forventede af hendes samtid.

Joan Mitchell er en anden kunstner, jeg vender tilbage til på grund af det fysiske og intense i hendes malerier, mens Agnes Martin taler til mig gennem noget næsten modsat: tilbageholdenhed, gentagelse og stilhed.

Og så er der Sophia de Mello Breyner Andresen, den portugisiske digter. Hendes værker har altid fulgt mig, særligt den måde, hun skriver om natur, lys, havet, tid og forholdet mellem den indre og ydre verden. Der er en klarhed i hendes sprog, som jeg finder meget stærk.

Det, der forbinder disse kvinder for mig, er ikke en bestemt stil. Det er følelsen af, at de hver især fandt deres egen måde at se verden på og forblev tro mod den.

Hvad vil du gerne have, at folk lægger mærke til i dine værker?

Jeg tror, det, der betyder noget for mig, er, at de kan mærke, at der ligger en ærlig søgen bag værket. Jeg har en tendens til at lede efter struktur i næsten alt, og min kunstneriske praksis er ingen undtagelse. Jeg forsøger hele tiden at finde det punkt, hvor struktur og instinkt kan eksistere side om side, uden at det ene overtager det andet.

Det øjeblik, hvor jeg holder op med at rationalisere, og værket begynder at lede mig, er dyrebart for mig. Det sker ikke tilfældigt. Det kommer af at se, tænke, stille spørgsmål og derefter give plads til, at noget andet tager over. Jeg tror, at denne spænding mellem det, jeg kan kontrollere, og det, jeg er nødt til at give slip på, er kernen i min praksis.

Jeg er også meget optaget af perspektiv og tid: hvordan vi ser på noget, hvordan det ændrer det, vi ser, og hvordan alting formes af den tid, det tager at udfolde sig. Måske er det derfor, at spor af landskaber nogle gange optræder i mine malerier. De er ikke egentlig landskaber, men de kan rumme noget af oplevelsen ved at betragte et: afstand, horisont, dybde, lys, en følelse af at være et bestemt sted.

Det hænger sammen med noget større, som jeg hele tiden vender tilbage til: livets kontinuerlige strøm, de processer, der ikke kan fremskyndes, og det faktum, at vi ikke kan undslippe det timeglas, der løber gennem alting.

Og under alt dette findes de almindelige, essentielle ting, som vi alle deler. Det, der bliver tilbage, når vi sænker paraderne, lader murene falde og ganske enkelt er os selv.

Det er nok den tråd, jeg bliver ved med at følge, også når jeg ikke bevidst leder efter den. Måske er det dét, jeg gerne vil have, at folk lægger mærke til: ikke en bestemt betydning, men selve søgen — og måske noget af dem selv i den.

Kan du fortælle lidt mere om, hvordan det at være kvinde har påvirket din karriere?

Jeg tror ikke, jeg kan adskille det at være kvinde fra den person, jeg er, så naturligvis har det formet den måde, jeg bevæger mig gennem verden på og dermed også den måde, jeg arbejder på. Jeg har altid set kvinder som utroligt stærke væsener, der naturligt udvider sig og tilpasser sig. Når den superkraft er placeret det rigtige sted, kan den være transformerende. Desværre bliver den kraft ikke altid anerkendt eller får den plads, den fortjener.

Der har været øjeblikke, hvor jeg har stillet spørgsmålstegn ved, om jeg tog nok plads, om tidspunktet var rigtigt, eller om jeg var for ambitiøs. Jeg tror, mange kvinder kan genkende den tøven. Samtidig har det at blive ældre givet mig en anden form for selvtillid. Jeg er mindre optaget af at bevise noget og mere interesseret i selve arbejdet.

Min vej ind i kunsten var heller ikke lineær. Jeg arbejdede i mange år inden for et andet felt, før jeg gav maleriet den plads, det havde brug for. I dag ser jeg det som en del af min rejse snarere end som en omvej.

Hvad har været den største udfordring ved at være kvinde i kunstverdenen?

Måske at lære ikke at vente på tilladelse.

Der findes en særlig form for tvivl, som kan få en til at udskyde ting: at vise sit arbejde, at række ud efter en mulighed, at tage sig selv alvorligt. Og så er der den praktiske virkelighed i at opbygge en karriere samtidig med at have et liv, der ikke altid passer perfekt ind omkring arbejdet.

Jeg har måttet lære at stole på, at en karriere kan have sin egen rytme. Min har bestemt ikke fulgt en lige linje. Jeg er stadig ved at finde min vej, men jeg ser ikke længere det som en svaghed.

Rita bærer vores VUZLER PANTS og VAGARY T-SHIRT.